JÆVNET MED JORDEN
– var indstillet til Weekendavisens Litteraturpris og Kritikerprisen 2009
– kom i 2. oplag
“Jeg har længe været begejstret for Mette Moestrups stærke og intelligente digte, men med hendes nye og første roman Jævnet med jorden fortsætter hun i en ærligere og mere følsom retning. En gammel vandmølle, som har været i den kvindelige hovedpersons familie i generationer, jævnes med jorden, og et voldsomt kærlighedsforhold står for samme tur. I en bådscene stanges der ål med mormor og mormors tvilling, et slags indvielsesritual i kvindernes rækker. Det er uforglemmeligt, og det samme er bogens mere essayistiske områder. Datteren, barnebarnet, kæresten, den voksne kvinde og forfatteren Mette Moestrup skrives sammen i ét stort virvar, og det er både råt og rørende. Det lykkes på forbløffende vis for Moestrup at gøre voldsomme følelser og intellektuelle overvejelser til to sider af samme sag. Og spørgsmålet er, om det ikke altid har været sådan. En af årets suverænt bedste bøger. Olga Ravn i FEMINA ******
“Moestrups bog rammer mig i mellemgulvet. Den ligner en eksistentiel besindelse, jeg selv befinder mig i. At besinde sig på den bundethed til krop og køn og jord og slægt og steder, man måske helst har villet eksilere sig fra. At besinde sig på sine mytiske mødre og ikke bare søge de symbolske fædre. At risikere faldet, ikke i identifikation med Baudelaires faldende mand (et af modernitetens emblemer på den splittede bevidsthed), men med den faldne (seksuelt begærende) kvinde og sågar den hvide dame. At finde ikke bare sit eget rum, men også sit eget fald.”
Lilian Munk Rösing, Information
(Læs hele anmeldelsen her: Hvid boks og bindingsværk)
“det fornøjelige i Jævnet med jorden er ikke mindst de klassiske, sceniske og (indre og ydre) monologiske romanagtigheder: De frysende præcise situationer og tanker (om sms’er) fra et kuldslået kærlighedsforhold, de varme og tætte erindringsglimt af en mormor og hendes tvilling, Mormor To, de kosteligt afpissende besværgelser af et par fancy maler-udlejere (der opsiger jegfortællerens hvide boks af et skriverum, deraf afpissetheden) foruden en bevægende og forstyrret pilgrimsrejse i nutiden til de to mormødre og barndommens nedrevne vandmølle, den udløsende faktor for projektet. Sådanne roman-kunster har vi ikke set Mette Moestrup gøre før (…)”
“hele tiden forholder fortælleren sig direkte og reflekteret til sit projekt og dets spilleregler, skriver fx et helt syleskarpt essay om sentimentalitetens kynisme”
“I bogens dobbelt vilde og dobbelt monstrøse afslutning forenes roman og koncept via en motherfucking spøgelseshistorie (…)”
Lars Bukdahl, Weekendavisen
“Der er mange lag i Mette Moestrups brudstykker af en storbykvindes dagbog. En dejlig ambitiøs bog, der ikke viger tilbage for at sammenligne sig med selve Blichers landsbydegn. Og som ligner Morten Vinges dagbog deri, at udviklingen går baglæns, fra en rasende forelskelse til resigneret opgiven. Møllens bindingsværk er ikke kun en særlig måde at bygge mure på. Den er også tegn for bindinger bagud, der optræder som forhindringer.”
“En formidabel læseoplevelse.”
Thomas Bredsdroff, Politiken
“Moestrup sparker selvfølgelig til historien på sin egen feministiske facon, men illustrerer samtidig de farer, som udlevet begær kan medføre. Det er en kynisk kærlighedshistorie med uhyggelige safter, der stærkt kan anbefales.”
Nanna Goul, Berlingske Tidende
“I Moestrups bok går kjærlighetsforholdet til Morten i knas, og den siste teksten, med grønn tekst mot svart bunn, angir nærmest koreografiske forskrifter for kvinnens konkrete fall mot en snødekket jord om natten. Teksten kan leses som forberedende øvelser på den usynliggjøring og sosiale utslettelse som den frigjorte kvinnen risikerer å møte.”
Sindre Erkheim, Bergens Tidende