dø, løgn, dø

DØ, LØGN, DØ er en eksistentiel og eksperimenterende digtsamling i fem dele om hvidhed, at være vidne, myter, kærlighedstab og fællesskab.
bogen kan købes her til 161,95 kr.

DÖ, LÖGN, DÖ udkommer på svensk d. 2. oktober, 2013

Lidt forsinket, men her er Lilian Munk Rösings anmeldelse af Dø, løgn, dø i Kritik – i sin fulde længde.
Og efter den, hvis man scroller lidt længere ned, Morten Kyndrups anmeldelse i Standart.

Sommerfugl og Tod, Tod, TodAf Lilian Munk Rösing

Mette Moestrups digte går lige i mine drømme. Det tager jeg som et tegn på, at de har fat i det stof som drømme er gjort af; det sproglige, associative stof hvis tråde trækker vod i det ubevidste.
Som sædvanlig blander Moestrup høj og lav stil, skønsang og rap, klang og koncept, sanseligt og intellektuelt, poetisk og politisk, humor og alvor. Klynger af motiver (ærkelyriske som ansigt og sommerfugl, mere naturalistiske som mælk og sæd) gentages og varieres i legesyg ordmusik, så der dannes et komplekst væv af sansninger og tanker, som det er umuligt at redegøre kort og systematisk for. Det handler om forholdet mellem (bl.a.) sort og hvidt, jeg og du, mor og søn, mor og datter, Hitler og Nefertite, mand og kvinde, krop og sprog, menneske og død.
DØ, LØGN, DØ falder i fem dele, hvis titler i sig selv kan give et stemningsbillede: ”HVID MÆLK FRA DET ONDE BRYST”, ”MEGET LIDT OM CLEÏS (SAPFOS DATTER, ELLER HVAD?)”, ”LADIES FIRST”, ”ANSIGTER I ANSIGTER I-X”, ”SORT TREKANT”
Der er altid et gennemgående farvetema i Moestrups bøger. I DØ, LØGN, DØ er den dominerende farve den, som angives i titlen på første del: HVID. Bogens blade er i forskellige nuancer af hvid, fra kridhvidt til gulligt. Hvid er i bogen ikke bare mælkens farve, men også sneens, sædens, månens og birkeskovens mm. Der er også stænk af rødt som blod og et indslag (og omslag) af sort som ibenholt (jf. femte dels titel), med dertil hørende genkommende Snehvide-motiv. Et motiv, der bliver brugt til at tematisere ideelt kvindebillede, den ældre kvindes forhold til sin ungdoms skønhed, mor-datter og jalousi. Snehvide-motivet bliver endvidere udgangspunkt for ganske herlig og typisk Moestrup’sk ordleg, i digtet ”SPEJL/SNEHVIDE”, hvor spejlet både bliver motiv og bogstavfigur: ”ENS. ENS. ENS./ Hvem var det? Hvorfor siger han ens?/ Det var bare lille Brille, Spejl. Han snakker bagvendt. SNE. SNE. SNE./ Ham kan jeg godt lide: ENS SNE./ SHE.” (s.21)
I femte del bliver den sorte farve til prikker, der ordnes i trekanter på det hvide papir; trekanter, der i scenografisk performancepoesi dannes af kvinder: ”15 kvinder m/k klædt i sort stiller sig i 5 rækker/ 5 i den 1./ 4 i den 2./ 3 i den 3./ 2 i den 4./ 1 i den 5.” Et diagram for dusken og en kvindeparade, som i kor benægter, at kvinden er den sorte trekant forstået som det mørke kontinent eller den mystiske UFO eller de lesbiske kvinders kz-lejr-mærke.
Det sort-hvide brydes ikke bare af det røde (som gerne må forstås som menstruation, rorschachtest på brugt bind), men også af gult (Cleïs plukker gule blomster), blåt (midnatsblå genbrugskjole, blå som barndomsblommen) og sølv. Et enkelt sted, i digtet JUNINÆTTER, får vi endog en sand eksplosion af farver: ”Guldregnen, blåklokkerne, syrenerne, iriserne,/ smørblomsterne, hybenroserne, valmuerne, forglemmigejerne/ gult, blåt, hvidt, syrenfarvet, lilla, gult, rosa, rødt, blåt.” Men det er også ret præcist i bogens midte og i højdepunktet af den kærlighedshistorie, som fortælles lyrisk i LADIES FIRST, fra besyngelse af den elskede til det knuste hjertes klage. Det virker stærkt med dette festfyrværkeri af farver i et univers, hvor det hvide dominerer.
Et højdepunkt i bogen er for mig digtet ”HVAD BETYDER DET FOR SOMMERFUGLEN”, som afslutter første del. Matricen er enkel: ”Hvad betyder det for sommerfuglen at/ jeg kalder den for alibangbang i nat” – sådan starter digtet, og så gentages disse to vers, idet ”alibangbang” udskiftes med ”butterfly”, ”göpölök”, ”psyche”, ”Schmetterling”, ”wrrp” og andre sjove ord. Det er faktisk totalt morsomt, men ind i det sjove skyder sig en dyster tone fra velkendt poesi, med indskudte, kursiverede Inger Christensen-citater, der kulminerer i tysk: ”de stiger op”, ”de stiger op de stiger op op op op op”, ”det er døden Tod Tod Tod”. Dette ”Tod Tod Tod” er en kulmination af parodierende humor, vrængende aggression – og dødsensalvorlig respekt. Respekt for døden, respekt for Christensen, respekt for den tyske lyriske tradition, af hvis bryster (eller testikler?) Moestrup har drukket sin lyriske fadermælk. Som én af dem der aldrig rigtigt er kommet mig over hverken døden eller Sommerfugledalen eller Rilke, må jeg bryde ud i hikstende jubellatter over dette ”Tod Tod Tod”, der i et lynglimt forløser disse sager på en måde, som jeg ikke vidste, at jeg gik og drømte om.
Sommerfuglemotivet, med varianten ”natsværmer”, er et prisme for bogens forskellige tonearter: den alvorligt eksistentielle, den vrøvleriske, den filosofiske, den højstemte, den humoristiske, den originalt metaforiske, den konceptuelle, den filosofiske, den lydlegende, den intertekstuelle. Man møder det eksempelsvis som et smukt billede på de to elskende udstrakt ved hinandens side, lige inden de tænder hver sin postcoïtale smøg: ”Lungerne i os/ side om side som fire grå natsværmervinger”. Man møder det også, da hjertet er knust, og jeg’et har en nattedrøm om en helende ud-i-et-dragt, ”både tryg som en kokon om kroppen/ og sommerfuglesilkelet” (s.98). Og man møder det i det konceptuelle digt ”Hvid kvinde M.M.” med undertitlen ”Kritik af sommerfuglemodellen”, hvor M.M. dekonstruerer dikotomierne sort/hvid og mand/kvinde ved i enkel og systematisk kombinatorik at drive modsætnings- og negationsprincipperne i Greimas’ såkaldte sommerfuglemodel til yderligheder.
Forholdet mellem jeg og du er til stede både som kærlighedstema og som etisk tema. Som etisk tema stilles spørgsmålet om det ansvar, jeg har for den anden, og med reference til Levinas cirkles der om ansigtet som emblemet på denne anden. I bogens første del indgår en voldsom episode, hvor jeg’et iler til, da en fremmed ung kvinde falder ud af et vindue og ligger døende på fortovet. Episoden fortælles over flere sider, med et anslag, der virker meget stærkt i sin ordknappe tilnærmelse til det forfærdelige: ”at mælken løber til” står der som eneste sætning på en side, og så på den næste: ”at mælken løber til/ når en fremmed spæd græder”. Først efter tilnærmende at have introduceret og afprøvet de ord, der kan indkredse den traumatiske begivenhed, fortæller jeg’et historien: ”da min krop ilede til/ en anden kvindes fald/ som mælken løber til/ når en fremmed spæd græder/ var det ikke et valg” (s.31). Her bliver det tydeligt, at den gennemgående og titel-givende modermælkemetafor i første del har noget at gøre med omsorg for den anden; en omsorg, hvis tvetydighed finder billeder i modermælk hældt på glasrevolver eller frosset og opbevaret i andelsforeningens fællesfryser (af en nabo som i øvrigt tildeles navnet ”Snehvide”).
Det etiske tema udfoldes også, med Levinas mester-metonymi, i ansigtsmotivet: ”se en andens ansigt/ som vi ikke kendte eller genkendte/ knust til uigenkendelighed”, som der står om den døende kvindes ansigt (s.35). I delen ”ANSIGTER I ANSIGTER I-X” kredses der, på én gang gakket konceptuelt og dybsindigt filosofisk, om ansigtet som på den ene side den imaginære identitets emblem (det smukke idealansigt, den onde dronnings skønhedsspejl), på den anden side emblemet for den anden som den udsatte: ”At selv det smukkeste ansigt, måske især det allersmukkeste ansigt, ser ud, som om det er på randen til at krakelere; blotlægge den amorfe baggrund, som er fælles, som er det åbne, som er selve det, at mennesket er et sprogligt væsen.” (s.112) (Dette er et blandt flere udsagn om ansigtet, som læseren bedes om selv at tage stilling til: ”SKRIV BEAUTIFUL, HVIS DET ER SANDT, HVIS DET ER LØGN, SKRIV DØ, LØGN, DØ” – jeg skriver naturligvis BEAUTIFUL.)
Som kærlighedstema udfoldes forholdet mellem jeg og du i lyrisk apostrofering af det ”bortnærværende du”. Det præcise oxymoron ”bortnærværelse” blev møntet af Henrik Nordbrandt med ”Sørgmodigt digt i anledning af hendes bortnærværelse”. Hos Moestrup erklærer jeg’et, at det ellers ”havde opgivet idéen om et bortnærværende du” i sine digte, men så er der altså alligevel et du, der må besynges i smukt og jazzet i digtet ”INSHA’ALLAH, BABYLOVE”, der formår på én gang at være enkel kærlighedslyrik og kompleks refleksion over at træde ind i en troubadourtradition, hvor manden er stemmen, kvinden er billede, og skønheden sikres af fraværet. Hos Moestrup får også du’et en stemme (som endog taler to fremmedsprog: ”Insha’allah, Babylove”) og både mand og kvinde får mund at tale med og øre at høre med, og munden kommer så tæt på ørerne, at læberne berører deres dun …
Et af Moestrups stilistiske vandmærker er legen med sprogets materie, med ord og bogstaver som grafiske og fonetiske figurer. Homonymer, konkretismer, klang, rim. Homonymer som føl/ føl (substantiv/bydemåde), lem/lem (en/et), Snehvide/snehvide (navn/adjektiv), brud/brud (en/et), kvindelig/kvindelig (substantiv/adjektiv). Konkretismer som ”øjenvippernes parantesvifter ((((((((()))))))))” eller hullets ”O”, der dog også fungerer som apostroferingens højlyriske mærke og initialet for Orfeus. Rim, der knytter højt og lavt, plat og højstemt sammen, gerne med en charmerende skurren: ”smuk/fuck/suk”, ”indkøbsliste/glaskiste/iste”. Sangbare viserim, som nogle vil genkende fra Moestrups optræden med Miriam Karpantschof i SHE’S A SHOW: ”Min kittel er for kort,/ og det er noget lort,/ for jeg er feministisk,/ og kitlen er sexistisk.” Mit yndlingsrim er fra Cleïs-delen, hvor Moestrup Anne Carson-agtigt kombinerer filologiske brydninger med poetisk fantasi i en forestilling om Sapfos mulige datter Cleïs. Sapfo apostroferer Cleïs i et af sine fragmenter, men Moestrup giver også stemme til datteren og lader hende kort og kontant sammenfatte moderens seksualitet med et rim, der sidder lige i skabet: ”Mor sang ik om Pik”. Ud fra etymologiske funderinger sammenskrives Cleïs endvidere til en suggestiv treenighed af datter, klitoris og diamant …
Det er forhåbentlig fremgået med al tydelighed, at jeg næppe kunne være mere begejstret for noget lyrisk værk, end jeg er for Moestrups DØ, LØGN, DØ. Moestrup formår via sit arbejde med sprogets materie at kombinere den højeste sanselighed med den højeste intellektualitet, lårklaskende plathed med spidsfindig refleksion, vrøvlevers med skønsang, og det er vildt stimulerende, både for sanser, hjernemasse, lattermuskler og tårekanaler.

No retreat, no surrender
Betydningsdannelsens kraftværk i live-transmission
Morten Kyndrup (i Standart)

DØ, LØGN, DØ hedder Mette Moestrups femte bog. Digtsamlingen falder i seks adskilte kredse, som på en måde peger i helt forskellige retninger. Og så alligevel: som peger fuldstændig konsekvent ind mod værket selv, mod dets eget anliggende. Man kan lige så godt først som sidst overgive sig til denne bog. Den er bjergtagende, hidsig og ekstremt uhåndterlig – på den fede måde.
Det hænger først og fremmest sammen med digtenes opbygning, med deres indre overgange. Hvert betydningselement i digtene hænger sammen både med det der går forud, og med det der så kommer, på en på én gang tydelig og uselvfølgelig måde. Sammenhængen er imidlertid her af enhver tænkelig karakter. Den kan være tematisk. Men den kan lige så godt være metaforisk, associativ eller ligge udelukkende på udtrykssiden, på det enkelte ords klang. Eller mulige dobbeltbetydning. Eller bestå af flere forskellige forbindelsestyper på én gang, ført igennem i svimlende polyfoni – eller måske rettere heterofoni, når betydningssporene somme tider ubønhørligt skrider fra hinanden.
Det kunne lyde som en gang uforpligtende leg, hvori den suveræne digter ekvilibristisk promenerer sin kunnen til glæde kun for indtørrede litterater. Men sådan er det lige akkurat slet ikke. Digterstemmen står nemlig ikke ét bestemt sted og fyrer sammenhænge og betydninger af i alle disse retninger, hvorfra de så igen kan hentes ind og afkodes. Nej, digterstemmen, det sted hvorfra der tales, flytter sig selv, flytter med. Dette fremstår fuldstændig klart, ikke mindst fordi stemmen bestandig kommenterer sit eget udsigelsessted, og fordi al denne flytten hverken fremstår let eller ukompliceret. Ofte gør det tydeligvis ondt, til tider står det rådvildt eller famlende, men så igen pludselig også myndigt eller uimodsigeligt.
Overgangene, niveauskiftene kommer dermed til at stå tydeligt som den proces, hvori digtenes betydning bliver til igennem selve deres eget forløb – og fremstå ikke som tilfældig leg, men som nødvendighed, som noget der igennem akkurat denne proces bliver til nødvendighed. Og hold nu fast: til nødvendighed både på digtets eget niveau, og på det mobile udsigelsesperspektivs. Det er derfor som om digtene ser på sig selv, samtidig med at vi ser på dem, dvs. på deres syn på sig selv. Det enkelte digt, når det er allerbedst, bliver dermed til en slags monstrøs betydningsmaskine, til en hvirvlende parabasis. Men hvor parabasen – dette ”ved siden af”, hvorfra der tales – ikke er en revokation, et dementi eller et skjult tilbagekaldelse af det der siges i form af selvimmuniserende ironi. Nej tværtimod: den har form af en dristig insisteren på den sårbarhed, der er en del af betydningsdannelsens vilkår. Indædt skrøbeligt, kunne man sige.
Sådan handler disse digte. Men de handler selvfølgelig også om. De handler om krop, om køn, om kærlighed, om konkrete dramatiske begivenheder, om børn og forældre, om at blive ældre. Kort sagt om hvor helvedes kompliceret det er at være til. Eller måske endnu mere om hvor mange måder der er til for at forstå eller ikke kunne forstå hvor helvedes kompliceret det er at være til.
Ikke alt sammen er nødvendigvis lige vellykket. Den sidste kreds, ”Sort trekant”, står måske en kende mindre spændstigt i sin konsekvent gennemførte, systemisk flippede logik – her holdes perspektivet mere ubevægeligt. Mere grundlæggende kan man sikkert kritisere værket for ind imellem at slippe for mange virkemidler løs på én gang. Ikke fordi det ikke fornemmes følgerigtigt, at bogen hamrer løs på alle tangenter samtidig – men mere fordi det kan virke overflødigt igen-igen at fremhæve noget, som allerede er fremhævet. Det kan gælde diverse meta-metakommentarer, den hidsige brug af VERSALER, af særlige indrykninger, af anderledes farvet papir osv. osv. Alt sammen kan det komme til at fremstå som en lille mistillid til, at ordene selv skulle kunne få sagt alt det der skal siges. Og det kan de faktisk sagtens.
Men det er krusninger, og måske er virkemiddel-redundansen også med til at understrege det indædte, det hidsige, det kompromisløse i dette projekts hele intonation. Først og fremmest får vi her en stribe af meget fine digte. Man får lyst til at citere fra højre og venstre, men intet lille citat kan yde digtenes særlige betydningsopbygning retfærdighed. Som for eksempel i det rablende flotte ”Trykknapper”, hvor ud-i-et-dragten, tryklåsen, dødsangsten og seksualiteten tvinges sammen i ét monstrøst glidende forløb. Eller som i det koncise ”Hypotetiske datter” fra samme kreds, hvor der bl.a. står ”Fuck! Adlyd aldrig bydemåder” ind mod denne bogs højst imperative DØ, LØGN, DØ.
Der er noget både lifligt åbnende og truende uafvendeligt over denne prægtige bog. Den trækker, hysterisk og skingert insisterende, én rundt i manegen: Bedst som man tror, at tampen brænder, er man efterladt i et iskoldt øde. Føler man sig omsider føler hjemme i et system, fejes det af banen med en latterliggørende håndbevægelse. Bestandigt rokerede perspektiver, fuldstændig konsekvent inkonsekvens. Men alt andet end fravær af betydning: tværtimod sprudlende tæt på betydningsdannelsens maskinrum. DØ, LØGN, DØ lægger mere end en enkelt alen til Moestrups allerede betydelige forfatterskab.

*****

Bogen udkommer i svensk oversættelse d. 2. oktober 2013

DØ, LØGN, DØ — nu i 3. oplag!
Er blevet optaget i Samlerens bogklub.

D. 4.4. responderer jeg på Smagsdommerdiskussionen i “Kunstnerne får ordet”.

D. 5.2. bliver Dø, løgn, dø diskuteret i Smagsdommerne.

Lilian Munk Rösing har skrevet en helt fantastisk anmeldelse af Dø, løgn, dø i Kritik! Jeg får den scannet ind snart.

Morten Kyndrup har skrevet en skarp og smuk anmeldelse af bogen i Standart, der er desværre ikke noget link – jeg skal nok tage mig sammen og skrive nogle citater ind snart. Synes han fik fat i ting.

Her kan I høre et portræt, som blev lavet i januar her i min lejlighed.på tomandshånd

Her kan I høre samtalen mellem Olga Ravn og mig på Hvid scene fra Bogforum om Dø, løgn, dø her: Ravn/Moestrup

PRESSEN SKREV (KORT)

DØ, LØGN, DØ ***** JP ***** Berlingske **** Politiken
“en digtsamling, der hvirvler suverænt derudaf” Information
“det magtfulde modsprog bobler over med et mylder af skarpe og fyndige, skægge og flippede formuleringer”, Weekendavisen
“Moestrups grublerier er hysterisk morsomme, vakre, ville og relevante”. Klassekampen, norsk avis
“Blodrøde tråder av fellesskap,kjønn, (av)makt, død og begjær løper gjennom Mette Moestrups veldige poetiske flow”Morgenbladet, norsk avis
“DØ, LØGN, DØ” (vil) uomgængeligt rage frem som et vigtigt og banebrydende litterært værk”
Arnold Busck-bladet

MERE FRA PRESSEN

DØ, LØGN, DØ er blevet anmeldt i bl.a. Weekendavisen, Jyllandsposten, Politiken, Berlingske Tidende og Flensborg Tidende – og har også fået to store anmeldelser i de norske aviser Morgenbladet og Klassekampen. Læs flere citater og find link herunder:

“Med “DØ, LØGN, DØ” har Mette Moestrup skrevet noget, som ikke som sådan er set før på “dansk”. I “DØ. LØGN, DØ” finder vi et nyt sprogligt og poetisk udtryk (…) “Det er en aggressiv digtsamling, der vil ændre opfattelsen af verden, ja, som har et æstetisk-politisk anliggende i forhold til køn, seksualitet, race, nationalitet, kulturtilhørsforhold, religion og anderledeshed.” Peter Graarup Westergaard i Arnold Busck-bladet

***** “Mette Moestrup blander kortene i sin nye bog, ”Dø, løgn, dø” og er stærkt på vej til at markere en tredje, fremtidig digterform, nemlig den performative”, Jyllandsposten

*****”Mette Moestrup er digteren, der har formået at bryde igennem alle poetiske lydmure. I »Dø, løgn, dø«, der er den første digtsamling efter »Kingsize« fra 2006, demonstrerer hun med sine mange temaer og hele viften af udtryksmidler, hvor rigt et register, hun har at spille på”, Berlingske Tidende

I Weekendavisen skriver Lars Bukdahl bl.a. “Jeg er også glad for, hvordan den farlige klump tematik-symbolik, og fremfor alt den allestedsnærværende hvidhed, igen og igen jages ud i ikke-opbyggelig, fordrømt og surreel hallucinatorik: Mælk i en glasrevolver!” … “En vigtig mytologisk figur i bogen er Medusa, og hvis man forestillede sig, at Medusas hårlokker var kuglepenne i stedet for slanger, ville man have et meget præcist billede på, hvordan Mette Moestrups skrift ter sig, når hun rasende står på hovedet”

Læs fantastisk anmeldelse – den bedste læsning af bogen, hidtil, hvis man spørger mig,
i norske Morgenbladet ved Carina E. Beddari her:
At skrive sin hvide krop Og hvis linket ikke virker, så er her et par citater: “Blodrøde tråder av fellesskap,kjønn, (av)makt, død og begjær løper gjennom Mette Moestrups veldige poetiske flow.”
“Svart på hvitt. Flere anmeldere har kommentert at det strenge, sorte omslaget til DØ, LØGN, DØ ikke harmonerer med villskapen innenfor permene. En slik innvending kan en imøtekomme med å peke
på at problematiseringen av forholdet mellom sort og hvitt er viktig i Moestrups diktning – særlig i samlingens første del, «HVID MÆLK FRA DET ONDE BRYST».Det handler om makt og melk, iblant
festlig (som når jeget finner fellesfryseren full av morsmelk) og ofte banalt og frekt («Øh, har du det røde? / Forbrugerismenproduserer levende døde»). Diktene rommer imidlertid også et stort alvor. For hvor går grensen for hva man, som hvit kvinne fra middelklassen, kan tillate seg å skrive om? En setning fra samlingens åpningsdikt kan tjene som svar: «Man må prøve at bære den fælles
udsathet / uden at udgrænse nogen». Det etiske intensiveres i et dikt hvor poeten ser en kvinne falle fra et vindu og inn i døden – hvordan vitne om andres ulykke? Poeten insisterer på å formidle
sin erfaring, sin kroppslige opplevelse: «da krop […] da min krop […] da min krop ilede til en anden kvindes fald». Jegets påfølgende traumer og flashbacks blir beskrevet, før diktet konkluderer: «at
mælken løber til / når en fremmed spæd græder / at det ikke er et valg / ergo ikke et ’godt’ valg / gør det ikke forkert.»

*

Digtet “My language” fra Dø, løgn, dø var ugens digt i Weekendavisen forrige uge, og i sidste uge var der en fin reportage af Synne Rifbjerg “Den poetiske lydmur”.

Læs interview i Berlingske “Med kroppen som vidne” her: Interview
Se evt oplæsning på www.gyldendal.dk – jeg læser digtene “Penge” og “Dø, løgn, dø” og “Det er hovedløst at følge sit hjerte, at følge sit hjerte er hovedløst” højt
link til oplæsningsvideoer

***** i Berlingske:
“Mette Moestrup er digteren, der har formået at bryde igennem alle poetiske lydmure. I »Dø, løgn, dø«, der er den første digtsamling efter »Kingsize« fra 2006, demonstrerer hun med sine mange temaer og hele viften af udtryksmidler, hvor rigt et register, hun har at spille på, og vil man virkelig have en fornemmelse af mundtligheden og den rytmisk-musikalske kraft i hendes digtning skal man gå ind på nettet og høre hende læse »Penge«, hvor også showdimensionen får sit. Remser og hårdtslående rim er vigtige virkemidler. De fem afsnit i »Dø, løgn, dø« er vidt forskellige og rækker fra den smertefulde indlevelse i et andet menneskes død til det rene konkrete koncept i den afsluttende mobilisering af sortklædte kvinder m/k, der stilles op i trekanter. At forfølge en ide konsekvent er en af Moestrups styrker, og det gør hun mest radikalt i figurdigtene og i en stribe digte tilegnet Sapphos ukendte datter, Cleïs. Men højdepunkterne i bogen ligger alligevel i chokbearbejdelsen efter overværelsen af en kvindes spring fra 4. sal og i en række sanselige kærlighedsdigte i afsnittet »Ladies first«. I de to afsnit digtes for alvor og på meget forskellige måder med kroppen som indsats. Krop, køn, magt og afmagt, død, kærlighed, tab og fællesskab er de tematiske stikord i »Dø, løgn, dø«, og så er det vigtigt at huske glæden ved jongleringen med sprogets muligheder. »Fucking performativt«, som det hedder et sted.”Jørgen Johansen, Berlingske Tidende

***** i Jyllandsposten:
“Mette Moestrup svinger – og svinger godt – mellem at være rød postfeminist, fantasifuld genskriver af finlitteratur, kulturkritiker og selvkommenterende verbalkoreograf med hang til både vilde koblinger og nærliggende slutninger. ”Dø, løgn, dø” egner sig i den grad til at blive dramatiseret på scenen. Den er et poetisk udstyrsstykke, og dens spraglede kulturkritik kan vi ikke få nok af.”
“Mette Moestrup blander kortene i sin nye bog, ”Dø, løgn, dø” og er stærkt på vej til at markere en tredje, fremtidig digterform, nemlig den performative.” Erik Svendsen, <ahref=’http: bog.guide.dk=”” digte=”” mette%20moestrup=”” samfund=”” kunst%20&%20kultur=”” refleksion=”” mette_moestrup_dø_løgn_dø_2761665’=””>Jyllandsposten

Information:
“Til slut vinder kvindestemmerne over computeren. Til slut ler de sammen. Det er en sjældent lykkelig, formelt stram, nærmest brutalt utopisk slutning på en bog, der ellers eksploderer ud over siderne. Også på den måde, med et sidste gearskift, sprænger Dø, løgn, dø sine egne rammer.”
“digtene (…) sprutter og stritter og spyr om sig i stadigt skiftende tonefald. Og med stadigt skiftende former. Så er de slanke skulpturer, så breder de sig over siderne, så får de tabellens form, så er de konceptuelle øvelser, så indarbejder de fremmed tekst, så fungerer de via bastante gentagelser, så triller de med en virtuositet ikke ulig barndommens tungebrækkende remser.”
“… Moestrups fantastiske sans for sprogets rytme. Der er en ubesværet virtuositet i hendes brug af linjeskift, indrim og vokalrim” Tue Andersen-Nexøe, Information

Den norske avis Klassekampen:
Det er mye hardcore dødstematikk mellom permene, og døden popper opp i mange former: Helt konkret i suiten “Hvid mælk fra det onde bryst” hvor poeten er vitne til en kvinnes fall fra fjerde etasje, til de crazy-lallende kjærlighetsdiktene i delen ”Ladies first” som samtidig reflekterer over kroppens begynnende aldring. De showinspirerte strategiene som Moestrups dikt framviser, synes å ta skrittet ut i regulære hekseritualer, og man kan påstå at naturen virker mindre plastikkaktig denne gang og mer underjordisk, khtonisk: mørk, truende og ukontrollert, selv om maskespillet stadig er tilstede. For hun stikker raskt hull på den dystre tonen, det er som om Magica fra Tryll-masken sprekker og en ”mindre” stemme titter fram, de mange fjollete rimene gir diktene – uansett hvor sinte – et oppføkket, skeivt og humoristisk preg.” (…) “Moestrups grublerier er hysterisk morsomme, vakre, ville og relevante.” Susanne Christensen, Klassekampen
læs hele anmeldelsen her: Klassekampen

Hør radio om kærlighed i april her:
Den store roman

DØ, LØGN, DØ udkom d. 27. april på Gyldendal.

DØ, LØGN, DØ har fem dele:

Hvid mælk fra det onde bryst
Meget lidt om Cleïs (Sapphos datter, eller hvad?)
Ladies first
Ansigter i ansigter
Sort trekant

*
Lidt info fra Gyldendal:
Dø, løgn, dø
*
Links hvor bogen kan bestilles:
Dø, løgn, dø
Dø, løgn, dø
Dø, løgn, dø
*
DET ER I DAG DEN 27. APRIL OG
I dag udkommer DØ, LØGN, DØ, og der er kommet en skøn anmeldelse fra Tue Andersen-Nexøe i Information. Kig ind under kalender og find links!

NYHEDER:
Man kan følge med i dels min nedtælling til, at DØ, LØGN, DØ udkommer, dels mine overvejelser over en ny kærlighedsroman på Den store roman – man kan lytte til de ‘gamle’ udsendelser på podcast: Den store roman
På onsdag d. 25. april skal jeg i Kulturen på News og fortælle om DØ, LØGN, DØ. Det er ca. 19.30.
Jeg var i TV2 Nord og fortælle om DØ. LØGN, DØ i weekenden.
Der var interview i Berlingske Tidende om DØ, LØGN, DØ lørdag d. 21.4.

Jeg var i Kultursøndag, radio, P1, og fortælle om DØ, LØGN, DØ, som udkommer d. 27. april. Jeg læste også et par digte op:
Kultursøndag

Musikeren Tone læser højt fra DØ, LØGN, DØ – et uddrag fra digtet “Spejl/Snehvide”- i forbindelse med litteraturfestivalen Nordkraft:
Spejl/Snehvide
(hvis linket ikke virker, så kan du copypaste det her: www.youtube.com/watch?v=b52RNpFBm4Q)