Summer news from Moestrup

Hej igen!

Så er jeg hjemme i København igen efter et meget intenst og inspirerende skriveophold på Accademia Danimarca/ Det danske institut i Rom, hvor jeg har arbejdet på manifest og digte. Her et billede fra det dejlige atelier, hvor jeg virkelig kunne koncentrere mig:

Atelier, Accademia Danimarca, Rom

Mens jeg var i Rom fik jeg den vildt glædelige nyhed, at SHE’S A SHOW, poesi- og musikduoen, som jeg har sammen med Miriam Karpantschof, har fået en ordentlig røvhul penge til vores projekt SHE’S A SHOW – en digital audiovisuel platform, som vi er i færd med at udforme sammen med digital designer Hanna Bergmann – og en række kvindelige meget forskellige visuelle kunstnere fra Norden, som skal lave videoer og digitale installationer til vores numre. Den økonomiske støtte på 240.000 kr. fra Kulturkontakt Nord betyder, at vi kan realiserer alle vores ideer, og vi er meget lykkelige over det. Lancering af den digitale platform bliver ultimo november. Dette markerer vi også med en live-optræden på Teatret ved Sorte Hest i København. Her kan I lytte til et af de nyere numre, hvor Miriam K. både har lavet tekst og musik, og som vi ofte har optrådt med sammen, hvor jeg så sidder og klipper papirhjerter ud, som Miriam kaster ud over publikum <3:  “Papery Heart” https://soundcloud.com/shesashow/papery-heart?utm_source=soundcloud&utm_campaign=share&utm_medium=facebookskitse fra Hanna Bergmann

Sommeren tilbringer jeg i Danmark, dog nok med en afstikker til Berlin – jeg har nemlig fået et rejselegat til færdiggørelsen af Blodæbledøgnet dér.

Hvorfor udkommer der ikke snart noget, tænker du måske? Well, jeg er i fuld gang, men jeg er bare lidt langsom — og er blevet forsinket pga. sygdom; jeg har fra maj sidst år til nu døjet med en skjoldbruskkirtel-lidelse, som det går lidt op og ned med. Så nu har jeg sammen med min redaktør besluttet at nok både digte og manifester udkommer i 2018. Hastværk er lastværk.

Apropos forsinkelser, så nåede den tyske oversættelse af Dø, løgn, dø nåede ikke at udkomme i maj, men jeg har læst Alexander Sitzmanns oversættelse, og jeg er meget imponeret – og glæder mig vildt til at se publikationen, som forlaget kookbooks står for.

Og apropos Tyskland, så har jeg nye digte med i det her tidsskrift: Sprache im technischen Zeitalter: 

http://www.literaturport.de/literaturzeitschriften/register/ausgabe/sprache-im-technischen-zeitalter-autoren-wetter-herausgegeben-von-der-stiftung-brandenburger-tor/

Jeg var med i et debatprogram sammen med fire herrer på P1 forleden, det kan du lytte til her: http://www.dr.dk/radio/ondemand/p1/p1-debat-2017-06-06#!

Ellers: Jeg er også i gang med at oversætte den amerikanske lesbiske kultdigter Eileen Myles’ digtsamling NOT ME til dansk; Myles kommer til Louisiana Literature i år, og hun er en fantastisk performer. Go listen.

Jeg skriver stadig klummer for den norske avis Klassekampen, og jeg skal også skrive et stort sommeressay om Ingeborg Bachmann til Weekendavisen. I Rom så jeg det hus, hun boede i på Via Bocca di Leone, og jeg er så stor en fan, at det fik en tåre frem i øjet.

Og NU til en OPDATERET KALENDER:

August: 24-27. august er der Lousiana Literature – Eileen Myles oversættelsen skal udkomme dér, den publiceres af OVO Press.

September:

7. 9: Jeg kuraterer og introducerer en poesi- og performanceaften på Teatret ved Sorte Hest / Litteraturselskabet ved Sorte Hest med disse fire stjerner: Caspar Eric (Danmark), Lilibeth Cuenca Rasmussen (Danmark), Mihret Kebede (Etiopien) og Athena Farrokhzad (Sverige). Det bliver GULD, tror jeg. Man kan allerede nu købe billetter på Teatret ved Sorte Hests hjemmeside.

18.9. Oplæg på Hald Hovedgård, Den litterære Institution. Lukket arr.

21.9: Workshop sammen med Line Knutzon til KULT-gymnasiernes 10 års jubilæum (lukket arr.)

28. september: Jeg skal i samarbejde med Nanna Damsgaard-Larsen være kurator på MIT DRØMMEBIBLIOTEK på Herlev Bibliotek. Det bliver et eksperiment med en alternativ udvælgelse og opstilling af bøger, dels ud fra tanken om mit personlige drømmebibliotek (min drøm om en anden kanon), dels ud fra biblioteket tema Mørke. Både op- og udstilling bliver offentligt, og jeg glæder mig til det hele med samt dialog med biblioteksgængerne. Lanceringen er d. 28. september.

Oktober: Huskunstner-projekt på Roskilde-gymnasium – vi har fået støtte!

Ultimo november: Offentliggørelse af SHE’S A SHOW – et audiovisuelt digitalt space med poesi og musik af vores duo, Miriam Karpantschof og mig, videoer af en række kvindelige visuelle kunstnere – det hele designet i digitale rammer af grafisk designer Hanna Bergman

I løbet af efteråret vil jeg også bidrage med en række tekster til projektet 365 tekster, hvortil jeg allerede har skrevet tekst til en T-shirt, digtet hedder INGENS PARTY. Man kan købe T-shirten her: http://365tekster.dk/index.php/atlas-over-aarhus/litteraere-ekstranumre/211-ingens-party

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.